Bag ved det enkle godkendelses-swipe i MitID appen eller det hurtige tryk på knappen på din MitID kodeviser, ligger en teknisk løsning, som er bygget på en ganske særlig måde.
Mulighed for løbende tilpasning
Og netop opbygningen af MitID er en af dens styrker. For først og fremmest består MitID af forskellige moduler. Det betyder, at det er muligt løbende at tilpasse løsningen, i takt med at nye behov og ønsker opstår. Det kan fx være nye steder eller situationer, hvor du som bruger skal kunne anvende dit personlige MitID i fremtiden.
Kun få har adgang - det skaber en sikrere løsning
Dernæst er MitID udviklet, så kun ganske få it-virksomheder eller organisationer har direkte adgang til selve MitID-løsningen. Det er de såkaldte brokere – og de er særligt godkendte til at varetage opgaven med at formidle adgang til øvrige virksomheder, som bruger MitID i deres selvbetjeningsløsninger. For dig som bruger betyder det ikke noget i praksis, men det gør MitID-løsningen sikrere, fordi der kun er ganske få, som har direkte adgang til selve løsningen.
Læs mere om den tekniske løsning (PDF)