Nogle gange finder kriminelle et sikkerhedshul i programmer, som mange mennesker bruger - fx Adobe Reader og Java. De finder også huller i styresystemer som Windows, iOS og Android.
Når et sikkerhedshul bliver opdaget, sender producenten - fx Adobe eller Microsoft - opdateringer ud, som lukker hullet. Hvis du ikke opdaterer og i stedet beholder den gamle version, kan de kriminelle bruge sikkerhedshullet til at få adgang til din computer.
De løbende opdateringer sørger for, at sikkerhedshuller fjernes, og at din PC, din mobil og din tablet er sikker.
Opdatér alle programmer
Når du har de seneste opdaterede versioner af dit styresystem og de forskellige programmer, du har installeret, er du sikker. Vi anbefaler at slå "automatisk opdatering" til. Så glemmer du det ikke.
Nogle programmer kræver, at du gør noget aktivt for at opdatere dem. Det kan fx være, at du skal sige OK til at opdatere programmet, når der kommer en besked på din skærm. Husk altid at opdatere, når du bliver spurgt til det.
Slet programmer
Det er altid en god idé at slette programmer, du ikke bruger. Så skal du ikke tænke på at opdatere dem.
Antivirus og firewall
Vi anbefaler, at du også bruger et antivirusprogram med automatisk opdatering, en firewall og et antispywareprogram. Når du har de tre programmer, er din computer beskyttet mod de fleste angreb og skadelige programmer.