Offentlige myndigheder har pligt til at give borgere uden et MitID adgang til alle offentlige services. Så selvom mange offentlige tjenester i dag kræver, at du logger ind med MitID, så kan du som tommelfingerregel altid bede en offentlig myndighed om at få adgang til samme ydelse uden brug af MitID, fx ved at bruge en papirblanket.
Læs mere på borger.dk. Kig under ‘Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan få udstedt MitID?'
Har du én i dit netværk, som du har tillid til, og som gerne vil hjælpe dig, så kan du give ham/hende en fuldmagt. Med en fuldmagt giver du den person, du vælger, lov til at handle på dine vegne. Han/hun logger på som sig selv og ikke som dig. Det betyder, at det er synligt, hvad vedkommende præcis har gjort på dine vegne.
Har du brug for hjælp fra andre, så kan et muligt alternativ være at benytte sig af fuldmagter. Der er forskellige fuldmagter til forskellige selvbetjeningsløsninger.
Læs mere om fuldmagter i det offentlige
I den private sektor skal du tage fat i den enkelte virksomhed både for at høre, hvilke muligheder du har for at tilgå deres selvbetjeningsløsninger uden MitID, og for at høre om muligheden for fuldmagt.
Kontakt fx din bank for at finde ud af, hvordan du kan være kunde uden at have MitID.