Hvis du skal have hjælp af et professionelt vidne, skal de kunne bekræfte, at du er den, du giver dig ud for at være. Det kan være, hvis du som borger har været i kontakt med en socialrådgiver, der kan vidne for dig.
Vidnet skal leve op til en række krav. De skal være fyldt 18 år, selv have et CPR-nummer og gyldigt MitID på niveau Betydelig eller Høj og have en af følgende stillinger:
- Socialrådgiver
- Socialformidler
- Ansat ved Kriminalforsorgen
- Jobkonsulent
- Gadeplansmedarbejder
- Politibetjent
- HR-medarbejder hos RA
- Ansat ved Udenrigsministeriet i Danmark
- Ansat ved udenlandsk ambassade i Danmark
- Medarbejder hos kommunens Borgerservice
- Ansat hos Rigsombudsmanden på Færøerne
Vidnet skal medbringe sit MitID, dokumentation for ansættelsen og arbejdspladsens CVR-nummer. Der er ikke begrænsninger for, hvor mange gange det professionelle vidne må vidne.