MitID og fuldmagt
Du kan ikke få en fuldmagt til en anden persons MitID. Så har du brug for at kunne hjælpe fx en pårørende med konkrete handlinger i selvbetjeningsløsninger, skal du have en fuldmagt til de specifikke områder. Du kan blandt andet få fuldmagt til en række forskellige offentlige digitale løsninger med løsningen Digital Fuldmagt.
Digital Fuldmagt er en fuldmagtsløsning, hvor du kan give fuldmagt til/få fuldmagt til at handle på vegne af andre. Du kan fx give/få fuldmagt til, at en pårørende kan se dine laboratorium på Sundhed.dk eller søge om boligstøtte på borger.dk. Vær opmærksom på, at det er ikke alle myndigheder, der har valgt at tilbyde fuldmagter via denne løsning, så undersøg altid nærmere, hvordan den myndighed eller området, du skal bruge en fuldmagt til, håndterer fuldmagter.
For at anvende Digital Fuldmagt skal enten fuldmagtsgiver eller fuldmagtshaver have MitID. Når du har fuldmagt til at handle på vegne af en anden person, skal du nemlig altid bruge dit eget MitID til at handle på vegne af andre. Når du logger ind med dit eget MitID, får du mulighed for at skifte til den person, som du har fuldmagt for, i den pågældende selvbetjeningsløsning.
I skal selv vælge, hvilke områder, som I ønsker at oprette en fuldmagt til.
Læs mere om Digital Fuldmagt på borger.dk
MitID og værgemål
MitID er brugerens personlige digitale ID, og andre personer - som fx en værge - må ikke bruge en andens MitID. Hvis du som værge har brug for at foretage en handling på vegne af den person, du er værge for, skal du anvende dit eget MitID til dette. Kontakt den digitale selvbetjeningsløsning for at få mulighed for at handle på vegne af den, du er værge for. Når du fremover logger ind med dit eget MitID, får du mulighed for at skifte til den person, som du er værge for i den pågældende selvbetjeningsløsning.
Læs mere om regler for værgemål på borger.dk
Læs mere om Digital Fuldmagt, værgemål og fremtidsfuldmagter